Tilbake til gammelt

Mot Høyvika og Otervika med Stave mot høyre. Foto: Idar Nilssen.

Om Otervika

Av Odd Solhaug

Aktuelt fra distriktet

Stedet Otervika vest for Bleik er ikke bebodd i dag. I gamle dager var det andre krav som stiltes, og andre forhold som var å ta hensyn til. Da var Otervika kanskje et godt sted å bo.

Det skal ikke her gis noen formutgreiing om Otervikas historie, bare noen spredte glimt fra et sted som i dag sjelden ser mennesker.

 Først noen korte historiske fakta:

1838: Oppsitteren i Ottervika hette da Christian Bech. (Fortengnelse over Jordebrugere og deres Matrikulskyld.)

1865 (ca): Bruges af Mathias Heggelund, af Skatteskyld i Ort 22 Skilling. Agerland: 5 Maal af god Beskaffen­hed. Inte naturligt England. Udslotter: 200 Voger Hø. Ingen udyrket Jord. Ingen Udsæd. Avling: 100 Voger Hø. Kreaturhold: 2. Kjør, 10 Småfæ. Havnegangen god, beliggende i Fjeld og er tilstrekkelig. Gården har ingen Skov ei heller noget andet Brændsel (..) Anm: De særegne Mangler ved Gården er at det ikke findes Brændsel af nogen Art, og er den gjort ubeboelig på Grund af at Søen har taget ud hele Jorden. Den benyttes for Tiden som Sommerhavning for Eierens Kreaturer. (Fra Beskrivelse over De matrikulerede Eiendomme i Dverberg Herred...)

1891: Eiers eller Brugerens Navn: Johan Andreas Jørgensens enke. (Fra Fortengnelse over matriklerede Eiendomme og deres Skyld...)

1907: Eierens eller Brugerens Navn Adolf Enevoldsen.

(Fra Norges Matrikel. Matrikulerede eiendomme og deres skyld...)

 Otervika var allerede fraflyttet på denne tid vi nå er kommet til (rundt 1900). Det går også fram av de korte opplysningene foran.

Det vesentligste av det jeg vil bære fram om Otervika i denne omgang, er noe jeg fant i den håndskrevne avis «Spøg og Alvor». Den var lagsblad for Andenes ungdomslag. Originalen finnes på Andøymuseet.

I nr. 12. for 1906 sto det et stykke som gir en del opplysninger om Otervika. Det blir gjengitt i det følgende slik som det står i bladet. Det eneste jeg har gjort er å forandre aa til å. Her følger stykket:

Da vistnok ingen af Spøg og Alvors læsere har greie på hvor Otervika ligger, vil jeg være så fri at fortelle lidt om gamle Norge.

Jo Otervika begynder ved «Steinen i Laupen» vestenfor Bleik. Den steinen i Laupen er jo godt kjent af alle fiskere, da den bruges til med på forskjellige fiskegrunder mellem Oterøia og Hasjufta. (ant.: Hæsjufta = Hestdjupta) på vandreing fra steinen i lia henimod Otervika, er Stia et brat berg man må klatre over. Det første man treffer vestenfor, der består strandbredden af en samling store, runde stene, - sp den veien er vrang at komme frem på, men ovenfor de store stene ligger et ra, og ovenfor det raet er to små myrer. I øvre kant af myrene stiger fjeldveggen næsten lodret i veiret - med urer og truende svarte bjerg.

Det er rart at det på de to små myrene, her ude mod det store, barske Nordishavet kan vokse så mange multer; men sandt er det at her står det rødt af multer «kvar einaste sumar».

Jeg kan såledels huske en deilig varm sommerdag, vi reiste med båt, et selskab på 12 gutter og jenter på lysttur dit. Da spiste vi multer af hjertens lyst, og havde i det store og hele en svært hyggelig tur. Og da vi, efter at have fornøiet os i ungdommelig begeistring, og nyt det skjønne syn af en herlig solnedgang, så reiste hjem, sang vi de kjekkeste sange vi har på Modersmålet, og ropte Hurra for det skjønne, fredelige gamle Norge så det ljomede i fjeldene.

Vi forlater dette minde, og tager fat på Otervika igjen.

I uveir brøler sjøen og bølgene med et frygtelig raseri, opover den slette Oterviksanden, uredens storm yler i fjeldtoppene. Naturkrefterne holder da en storslagen koncert.

Bent op fra den inderste vigen rager Måtinden bred og megtig som en svær kjempe høit op i veiret, - heldende ud over havet som om den speider efter noget, langt ude på den endeløse fladen. Kanskje rekker dens øie lige bortover til Island, eller den telegraferer med trådløs telegraf til de to vulkaner Hekla og Katla, og bede dem ikke at foretaget udbrud, og ikke gjøre skade på liv og eiendom på øen til den kjekke normannabefolkning som bor der.

Der i Otervika kunde man i gamle dage se en kjempekvinde gå om vinteren i «ura» og grave med ei «treskoffel» efter bageovnen sin, - uden at hun var istand til at finde den. Hun måtte klappe kaka og steike på kokovnen for ikke at sulte ihjel med sine børn, medens hennes mand var på Andenes og rodde vinterfiske.

Fra Måtinden stikker et nes et stykke ud over havet. Nesset er lige til yderste spids besat med spidse tinder der står i rekke efter hverandre. Desse tindene kaldes stavene, og den første og største af disse ser ud som en høi sanginstruktør, og særdeles brat i nakken. Den kneiser så storligt over alle andre stave og kaldes Pigstaven. Navnet er særdeles heldigt.

Et stykke lenger ude er en nokså stor slette på hvilken folk fra Skovold har bygget nogle rorboder. På bagsiden er et skar hvor skovoldkarene sidder i røde nattrøiarmer og treklomper på fødderne, når det er landligge, og ser efter om det ikke snart vil klarne op og blive sjøveir igjen.

Nu, da vi går en ny storsildtid imøde, vil der vistnok atter blive liv og rørelse i fiskeverret Stave.

I den Norligste kant af sletten stiger Bredstaven , med sine svarte berg og dybe kløfter, høit op i veiret. Øverst på toppen av Breistaven vokser det gode multer. Dette synes utroligt, men jeg har selv været oppe der og spist mig met af dem.

Store og lille Hårbandet er de mindste og yderste af stavene. Hårbandet og Bleiks-øya bruger Dampskiberne til me, fra Måholmen til der hvor de svinger op til Bleik.

Tæt under berget i Pipstaven går ned en mørk hule. Denne hule skal være fryktelig dyp og lang, fortelles det. Da en gris engang forvilded sig ned der, fandt man han igjen en tid efter i Bleiksøia. Did haved den vandret un­der havet gjennem hulen. Svinets hår var da afbrændt på grund af den inde i hulen var kommet for nær den underjordiske ild.

Vi må heller ikke glemme den vel ærverdige Rasmus Sjå, som i mange sommere høia i Otervika, til ho «Dekka på Stave», medens han stundom pradede med sig selv, stundom plystrede, og stundom sang han:

Yderst mod Norden der lyser en ø, klart gjennem islag og tåge. Der er en bjerggild som aldrig kan dø, oltidens billeder våge. Derfra går sagnet vidt over sjø, som en måge.

Per Gyndt.

Dette var stykket fra «Spøg og Alvor» Hvem «Per Gyndt» er kjenner jeg ikke til.

Otervika ligger der fremdeles. Skulle du komme dit, så kan du jo prøve å tenke deg hvordan det kunne være å bo der for f.eks. 150 år siden. Tenke på de mennesker som bodde der, og det liv de måtte føre for å oppholde livet. Det kan gi litt perspektiv på vår virke­lighet i dag. Er vi lykkeligere enn de var? Ja, hva tror du...?